Democracy X logo

Ny lokal madskole i Brøndby skal hjælpe borgerne til at lave mere mad – sammen

Et helt nyt madfællesskab ser dagens lys i Brøndby. Fra marts 2026 kan byens borgere tage forklædet på og lære at lave grøn, hjemmelavet og velsmagende mad i den nye Brøndby Madskole – et lokalt initiativ og samarbejde mellem café Brønden & Bønnen og projektet Det Længste Bord.

Tilbage

Brøndby Madskole holder til i Kulturhuset Brønden og byder på kurser i alt fra marokkansk og pakistansk mad til brødbagning, fisk, bælgfrugter og grøn hverdagsmad.  

Det Længste Bord har som mål at engagere 10% af Brøndbys borgere i nye madvaner på bare to år – og som med de andre initiativer i projektet, er det Brøndbys egne borgere, institutioner og virksomheder, der sætter retningen og skaber indholdet. Derfor varetages undervisningen af lokale brøndbyborgere med kulinarisk talent, som får træning og support fra Meyers Madhus. Gode sponsorer sikrer, at prisen kan holdes så lavt, at madkurserne får en bred appel.  

“Vi tror på, at mad kan noget særligt, især når vi laver den sammen. Brøndby Madskole skal give folk mod på at gå i køkkenet, lære nye smage at kende og dele måltider med hinanden” siger Emma Lykke, cafébestyrer i Café Brønden & Bønne og fortsætter: ”Vi laver maden sammen, spiser sammen – og ja, rydder op sammen. Det er lige så meget et fællesskab som et køkken.”

Madkundskab i øjenhøjde

At deltage i kurserne på madskolen kræver ingen forkundskaber – kun lysten til at være med. Hvert kursus varer tre timer og afsluttes med fællesspisning. Deltagerne får opskrifter og teknikker med hjem, så måltidet kan gentages hjemme ved eget køkkenbord. For madskolen skal ikke kun inspirere til at lave mad, men til at spise bedre og grønnere i hverdagen.  

Gennem nysgerrighed, smag og praktisk køkkenhåndværk bliver deltagerne klædt på til at tage bæredygtige valg og genfinde glæden ved hjemmelavet mad.

Kurserne starter 9. marts med "Grøn hverdagsmad", og fortsætter frem til juni. Herefter vender madskolen tilbage med en ny sæson i efteråret.

”Det ligger dybt i Brøndbys ånd at engagere både naboer, foreninger og virksomheder i at skabe noget, vi kan være fælles om og stolte af. Når vi laver mad og spiser sammen, bliver vi ikke bare klogere på hinandens køkkener – vi bygger stærkere fællesskaber og en sundere fremtid. Det glæder jeg mig over, at Madskolen nu kan være med til at løfte", siger Harun Muharemovic, formand for Kultur-, Idræts- og Fritidsudvalget.  

Brøndby Madskole er delvist fondsstøttet af Novo Nordisk Fonden. Nemlig.com leverer råvarerne, og Semler støtter økonomisk med tilskud per kursus. Brøndby Kommune understøtter ved at deltage i projektet samt med kommunens klimaplan og visionen i strategien Brøndby 2030.

FAKTA: Brøndby Madskole

  • Kurser á 3 timer med fællesspisning og opskrifter
  • Foregår i Kulturhuset Brønden, Brøndby Strand
  • Pris: 199 kr. (299 kr. særpris for fiskekursus)
  • Opstart 9. marts – 3 kurser om måneden frem til juni
  • Tilmelding: www.brøndby.detlængstebord.dk

Madskolen er seneste skud på stammen i Det Længste Bord; et to-årigt initiativ, der med måltider, fællesspisninger og lokale madfællesskaber arbejder for at løfte madkulturen i Brøndby. Projektet bliver drevet af fonden Democracy x i samarbejde med Claus Meyer, Meyers Madhus, Brøndby Kommune og University of Exeter.

Madskolen omsætter projektets ambitioner til praksis ved at give borgerne konkrete redskaber, inspiration og fællesskab omkring madlavning. Ved at gøre det nemmere og sjovere at gå i køkkenet i hverdagen, bidrager madskolen til at løfte madkulturen i Brøndby.

Hvem og hvad: Vi er en ny organisation med gammel erfaring..., der på tværs af temaerne/udfordringerne, ønsker at finde svarene sammen med de mennesker / samarbejdsparnere, der ønsker at løse udfordringerne. Vi kender nogle svar / løsninger, men vil blive klogere på...

Hvorfor gør vi det?: Fordi fordi, omverdensanalyse, visioner, kollektive problemer, kollektive løsninger. Alt det vi tror på.Vi har erfaring, og nu er vi nysgerrige på de næste skridt i arbejdet for at løse udfordringerne. Internationalt, national, regionalt

Partners: Vi arbejde sammen med...